Medarbejderlogin
Clemens Logo


 
 
Forsikringssager

Har man været udsat for en ulykke, som medfører personskade, skal det anmeldes til de(t) forsikringsselskab(er), hvor man har tegnet ulykkesforsikring. Man skal være opmærksom på at få anmeldt ulykken til alle sine forsikringer.

Mange arbejdsgivere og fagforeninger har tegnet forsikringer for deres ansatte/medlemmer. Dette skal man som skadelidte selv være opmærksom på, idet man ikke altid kan forvente, at arbejdsgiveren eller fagforeningen anmelder skaden. Du skal sikre dig en bekræftelse på, at ulykken er blevet anmeldt.


Hvad er typisk dækket af en ulykkesforsikring?

Ulykkesforsikringer udbetaler en godtgørelse/invaliditetserstatning for varigt mén (invaliditet), der udgør en procentdel af forsikringssummen. Procentsatsen er den samme som méngraden efter erstatningsansvarsloven og vurderes på samme måde, hvilket sker med udgangspunkt i Arbejdsskadestyrelsens méntabel. Man kan få godtgørelse både fra en ansvarlige modpart - hvis der findes en sådan - og fra sin(e) egne ulykkesforsikring(er) på samme tid.

Herudover dækker visse ulykkesforsikringer også behandlingsudgifter – typisk dog kun udgifter til fysioterapi og kiropraktor i en begrænset periode eller et bestemt antal behandlinger.


Andre forsikringer

Mange har desuden tegnet en personforsikring, som oftest vil være tegnet i tilknytning til en pensionsopsparing, der dækker tab af erhvervsevne.

Endelig er der mange, der har en eller anden form for gruppeforsikring, som oftest vil være tegnet igennem ens bank. En ulykke skal også anmeldes til disse forsikringer.


Husk altid at anmelde et ulykkestilfælde til dine forsikringsselskaber

Selv om man ikke umiddelbart ved, om man får et varigt mén eller varigt erhvervsevnetab, er det vigtigt, at anmelde personskaden til alle sine forsikringer. I modsat fald kan man risikere at miste retten til erstatning. Skaden skal nemlig som udgangspunkt være anmeldt senest to år efter ulykken.

Hvis du er kommet til skade, er det således vigtigt at få anmeldt ulykken til alle dine forsikringer. Vi kan hjælpe dig med anmeldelsen og med den videre sagsbehandling af forsikringssagerne. Kontakt os.