Clemens Advokatfirma i Aarhus og den landsdækkende take away portal Hungry.dk, åbner nu en gratis hotline, hvor restauratører kan få assistance til at finde rundt i de mange hjælpepakker i forbindelse med coronakrisen.

Clemens Advokatfirma og Hungry.dk har i forvejen et partnerskab, og derfor stiller de to virksomheder nu deres viden og erfaring til rådighed for en presset branche.

Alle restauratører, uanset størrelse og tilhørsforhold, kan ringe ind og få råd og vejledning – helt gratis. Clemens Advokatfirma og Hungry.dk afholder alle omkostninger i forbindelse med den nye hotline, der starter i dag.

”Det handler helt enkelt om, at vi er to parter, der kan sætte vores viden og kompetencer i spil over for en restaurationsbranche, der i øjeblikket har det rigtig svært. Og så skal man huske på, at mange mindre restauratører ikke har ressourcer til at hyre professionel bistand, derfor gør vi det her sammen”, siger Morten Breum-Leer, advokat(L) og partner hos Clemens Advokatfirma.

Clemens Advokatfirma har hovedkontor i Aarhus og beskæftiger 65 medarbejdere. Der bliver nu etableret en særlig enhed, der tager sig af rådgivningen til restauratørerne. Det gælder både i forhold til de mange hjælpepakker, men også generelt om, hvordan de skal forholde sig i deres nuværende situation.

Alle restauratører får gratis hjælp

I første omgang bliver der nu sendt information ud til alle restauranterne, der er koblet op på Hungry.dk. Men adm. direktør Rune Risom understreger, at denne hotline er for alle restauratører, der har brug for hjælp.

”Mange af vores restauratører har taget kontakt til os på det seneste for at få råd og vejledning. Vi kan hjælpe på nogle områder, men alt det juridiske og i forhold til hjælpepakker, der har vi ikke vores spidskompetence. Derfor fik vi den ide at lave et samarbejde med Clemens Advokatfirma,” fortæller Rune Risom.

Ifølge ham er det specielt inden for de seneste dage, at restauratører har kontaktet Hungry.dk for at få hjælp til at navigere i de hjælpepakker, som regeringen har iværksat.

Alle restauratører i Danmark kan ringe på telefonnummer 8619 4800, og der vil dagligt være jurister klar fra kl. 10-16. Restauratører kan evt. finde nogle informationer i virksomhedsguiden inden de tager kontakt til den nye hotline.

Få mere information på Virksomhedsguiden her

For yderligere oplysninger og hjælp af Clemens Advokatfirma og Hungry.dk:

Morten Breum-Leer, Advokat (L), Partner, Clemens Advokatfirma: tlf: 2074 4800

Rune Risom, adm. direktør Hungry.dk, tlf.: 5373 5200