Højesteret har for nylig truffet afgørelse i to principielle sager om henholdsvis afbrydelse af forældelse ved procesunderretning samt udstrækningen af et sagsanlægs fristafbrydende virkning. Nærværende artikel har til formål at belyse indholdet af de to afgørelser.
Om afbrydelse af forældelsesfrist ved procesunderretning
Den første dom fra Højesteret var en principiel sag om afbrydelse af forældelsesfrist.
I dommen tog Højesteret stilling til, hvorvidt en forældelsesfrist kunne afbrydes ved procesunderrettelse om en sag, hvori sagens krav allerede var forældet.
Sagens nærmere omstændigheder
To virksomheder anlagde den 29. december 2010 sag mod en tredje virksomhed bl.a. med påstand om erstatning.
Den 21. marts 2014 blev sagen afvist ved Sø- og Handelsretten, idet sagsøgernes advokat ikke havde indleveret et processkrift i tide. Repræsenteret af en ny advokat genanlagde sagsøgerne derfor sagen den 19. marts 2015.
Læs hele kendelsen “Om fristafbrydende procesunderretning efter forældelsesloven“ her
Den 24. juli 2015 procesunderrettede sagsøgerne den tidligere advokat, samt dennes forsikringsselskab, om sagens genanlæggelse. Sagsøgerne tog endvidere forbehold for at gøre erstatningsansvar gældende mod den tidligere advokat, hvis retten fandt kravet i den genanlagte sag forældet.
Ved dom af 12. januar 2016 fastslog Sø- og Handelsretten, at kravet i den genanlagte sag var forældet. Dommen blev stadfæstet af Østre Landsret den 17. oktober 2016.
Sagsøgerne anlagde herefter den 10. oktober 2017 en ny sag mod deres tidligere advokat med påstand om erstatning som følge af advokatens manglende overholdelse af fristen for indlevering af processkrift.
Landsrettens afgørelse
Ved kendelse af 19. juni 2019 fandt landsretten – modsat byretten – at forældelseslovens § 22 fandt anvendelse i sagen, ligesom landsretten fandt, at der var givet procesunderretning, som havde afbrudt forældelsesfristen.
Landsretten fandt herved, at sagsøgernes påstand om erstatning mod sin tidligere advokat ikke var forældet.
Højesteret nåede frem til et andet resultat
Højesteret statuerede, at det ifølge formålet med og ordlyden af forældelseslovens § 22, stk. 1 og 2, er en betingelse for afbrydelse af forældelsesfristen, at kravet i den sag, der procesunderrettes om, ikke er forældet.
Endvidere fastslog Højesteret i sine præmisser, at det samme gør sig gældende, hvor det først senere bliver fastslået, at forældelse er indtrådt i den sag, der procesunderrettes om.
For både byretten og landsretten var det omtvistet, om sagsøgerne overhovedet havde procesunderrettet den sagsøgte advokat.
Det forholdt Højesteret sig imidlertid ikke særskilt til, idet Højesteret i sin afgørelse netop fastslog, at der ikke kan procesunderrettes med forældelsesafbrydende virkning, hvis kravet i den sag, der procesunderrettes om, er forældet.
Da kravet i sagen var forældet, var det derfor uden betydning, om der var sket procesunderretning eller ej.
Om yderligere krav på erstatning, efter arbejdsskade var forældet
Blot få dage efter den første dom var der igen nyt fra Højesteret om forældelse i form af en kendelse omhandlende fristafbrydende virkning ved sagsanlæg.
Kendelsen er især interessant, idet retstilstanden for forældelse af efterfølgende forhøjelser af krav hidtil har været usikker.
Sagens nærmere omstændigheder
En ansat ved Kims A/S blev den 13. august 2009 udsat for en arbejdsulykke. Den 13. juni 2012 anlagde den ansatte retssag mod Kims A/S med påstand om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Kravet på tabt arbejdsfortjeneste var i retssagen opgjort for perioden indtil udgangen af januar 2012. Den ansatte tog i samme forbindelse forbehold for en senere forhøjelse af erstatningskravet.
Ved byrettens deldom af 28. oktober 2014, som blev stadfæstet af landsretten den 7. januar 2016, blev Kims A/S dømt til at betale erstatningskravet for perioden indtil udgangen af januar 2012. Sagen fortsatte herefter ved byretten, hvor sagen blev udsat på sagsøgerens opgørelse af yderligere krav til behandling ved retten. Udsættelsen af sagen var et resultat af, at der på tidspunktet ikke forelå en endelig afgørelse om erhvervsevnetab fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Den ansatte fremsatte den 13. september 2017 yderligere krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 1. februar 2012 til den 1. april 2017. I sagen tog Højesteret stilling til, om denne udvidelse af erstatningskravet var forældet.
Læs hele kendelsen “Forældelse af krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste“ her
Højesterets afgørelse
Det blev indledningsvis fastslået, at forældelsesfristen skal regnes fra skadens indtræden, og at kravet forældes efter 5 år. Erstatningskravet var således ikke forældet ved anlæggelse af sagen.
Højesteret lagde afgørende vægt på, at forhøjelsen af erstatningskravet udsprang af samme forhold – arbejdsskaden – som også fremgik af stævningen af 13. juni 2012. Grundlaget for det oprindeligt påstævnte beløb og forhøjelsen af erstatningskravet var det samme, idet begge betalingskravene angik erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i anledning af den samme arbejdsulykke, og det havde derfor med tilstrækkelig bestemthed fremgået af stævningen, hvilken fordring sagen angik.
Videre lagde Højesteret vægt på, at landsrettens dom af 7. januar 2016 ikke afsluttede sagen, da der var tale om en stadfæstelse af en deldom, hvorefter sagen fortsatte ved byretten. Der blev dermed ikke udløst en tillægsfrist på 1 år.
Erstatningssøgendes sagsanlæg den 13. juni 2012 havde således ikke alene fristafbrydende virkning for det oprindelige betalingskrav, men også for det yderligere betalingskrav, der blev nedlagt påstand om senere under samme sag.
Har du spørgsmål vedrørende højesteretsafgørelser om forældelse eller spørgsmål til afgørelserne, er du altid velkommen til at kontakte CLEMENS AdvokatfirmaRetssager og voldgiftssager.