Virksomheder kan kræve Coronapas: Fra midnat idag (25/11 2021) kan virksomheder kræve, at ansatte skal fremvise coronapas når de møder på arbejde. Hensigten med loven er at skabe tryghed på arbejdspladser og loven blev vedtaget med et bredt politisk flertal.
Loven træder ifølge Beskæftigelsesministeriet i kraft til midnat den 25. november 2021.
Det betyder at virksomheder kan kræve, at ansatte bliver coronatestet – og at de oplyser testresultatet til arbejdergiver. Loven gælder så længe corona kategoriseres som en samfundskritisk sygdom. Virksomhedsejere skal dog kunne give en saglig begrundelse for, at en coronatest er nødvendig.
Som udgangspunkt vil ansatte med gyldig coronapas kunne undgå at skulle teste for corona.
Loven skal skabe større tryghed for virksomheder, der med loven får mulighed for at mindske risikoen for spredning af coronasmitte blandt ansatte og dermed tab af omsætning.
Loven blev vedtaget med stort politisk flertal efter en hastebehandling i Folketinget og udspringer af trepartsforhandlingerne mellem Regeringen og arbejdsmarkedets parter, som blev enige om aftalen, der nu som lov gør det muligt at virksomheder kan kræve, at ansatte bliver coronatestet.
Beskæftigelsesministeren uddyber
Fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye siger:
– Regeringen har et klart mål om, at Danmark kommer gennem vinteren så godt som muligt. Det gælder både sundhedsmæssigt og økonomisk.
– Hvis virksomheden gør brug af de nye regler, så kan de ansatte være mere trygge ved at tage på arbejde. Virksomheden er mindre sårbar for stor smittespredning og kan mindske risikoen for, at mange sygemeldinger betyder mindre produktion og tab af omsætning. Det, synes jeg, er rigtig fornuftigt.
– Jeg er glad for at reglerne allerede træder i kraft til midnat. Mange statslige arbejdspladser vil blive omfattet af reglerne i morgen. Jeg vil gerne opfordre andre arbejdsgivere til at overveje, om reglerne også skal indføres hos dem.
– Med stigende smittespredning i befolkningen, så skal vi huske at passe på hinanden. Vi skal ikke ind i en ny bølge med mange syge og mange hjemsendelser, der giver virksomheder udfordringer med at kunne tage ordrer ind. Jeg vil desuden gerne opfordre til, at man følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger og lader sig vaccinere, hvis man ikke har gjort det endnu.
Spørgsmål til håndtering af coronapas?
Hvis du som virksomhedsejer har spørgsmål til håndtering af coronapas, er du velkommen til at kontakte partner og advokat Mette Neve og partner og advokat Tommy Angermair. Du er også altid velkommen til at rette henvendelse til din daglige kontaktperson hos CLEMENS Advokatfirma.